Engang var rulleskøjter noget, børn løb på, og det er det stadig, men i dag er der også mange voksne, som tager de rullende støvler på og løber sig en tur. Snart venter sommeren, som er højsæson for rulleskøjteløb, så læs med her og få gode råd til at blive klar.
Tidligere, hvor vi levede et mindre beskyttet liv uden cykelhjelm, sikkerhedssele og en lang række andre ting, var det blot at spænde rulleskøjterne på og så køre afsted. Det kan man stadig, men det kan dog godt betale sig at investere i et par ting for at beskytte de mest udsatte kropsdele, for som voksen falder man alt andet lige tungere end et barn.
Beskyt dit hoved og dine knæ, når du kører
En af de ting, du med fordel kan anskaffe, inden du begiver dig ud på cykelstierne eller landevejene, er et par knæbeskyttere. Når man falder, lander man ofte på knæene, og et blødende knæ er ikke lige det, man har brug for, når man er ude at løbe. Køb derfor et par knæbeskyttere for at skåne dine knæ.
Udover knæbeskyttere anbefales det også, at du køber en hjelm. Hvis du allerede har en cykelhjelm, kan du blot bruge den. Det vigtigste er, at du beskytter dit hoved, for på rulleskøjter er farten ofte høj, og en kollision kan derfor give alvorlige hovedskader, som i mange tilfælde kan undgås med en hjelm.
Endelig vil du også blive glad for et par handsker, for når vi falder, vil vi instinktivt tage af med hænderne. Det kan være både smertefuldt, men også utroligt upraktisk at have sår på håndfladerne, og fordi vi bruger hænderne så meget, tager det ofte længere tid for disse sår at hele. Der findes mange både smarte og billige handsker, du kan vælge mellem, og dem vil du næppe fortryde, du købte.
Øv dig inden du indtager landevejene
Hvis du ikke har løbet på rulleskøjter siden du var barn, kan du med fordel øve dig lidt et sted, hvor du i ro og mag kan få føling med rulleskøjterne og lære, hvordan du kan bevæge dig med dem. Find for eksempel en parkeringsplads efter lukketid eller et andet sted, hvor der ikke kommer andre.